Verdenskunst i særklasse
I Tyskland, nærmere betegnet i Büdelsdorf. ved Rendsborg ligger Nordart, en international kunstudstilling, der i den grad kan imponere en kunstinteresseret. Og for den sags skyld alle andre. I gamle fabriksbygninger er etableret en kunstudstilling, der viser alle former for kunst fra kunstnere over hele verden. Mange meterhøje gorillaer - alle i forskellig udformning tager imod de besøgende - og både haller og den store have er et sandt eldorado for kunstinteresserede. Både skulpturer, installationer, malerier og fotokunst trækker folk til fra både ind- og udland, og når man trænger til en pause fra de mange indtryk, kan man i et skønt haveanlæg indtage et måltid mad, en forfriskning eller en kop kaffe. Nordart kan i den grad anbefales - og så ligger det blot en lille times kørsel fra den dansk-tyske grænse.