Nej, det tør jeg så ikke.

Selvom det var fristende.

Jeg står i Wien og minderne vælder indover.

For mere end en menneskealder siden var jeg udtaget til ungdoms-OL i Wupperthal,  og der mødte jeg den smukkeste østriger fra Wien. Vi blev forelskede,  men mange breve senere ebbede vores bekendtskab ud. Men jeg tænker stadig på den uskyldige kærlighed og den smukke mørkhårede atlet med de brune øjne. 

For nogle år siden fandt jeg ham på facebook. En meget smuk mand med tæt gråt hår og med de smukke brune øjne intakte.  Jeg spurgte, om ikke han var den Christian, som jeg havde mødt i Wupperthal for mange år siden.  Jo, det var det. 

- Og jeg har stadigt en lok af dit hår, kunne han berette. Og en anelse forbavset blev jeg.

For nylig var jeg så i Wien og mit journalist-gen fornægtede sig ikke. Jeg researchede og fandt ud af, hvor han boede. Lige midt på Wiens smukke hovedstrøg. Jeg skulle naturligvis hen og kigge og fandt ganske rigtig navneskiltet. Men ringe på, nej det turde jeg slet, slet ikke.

Og hvis jeg skulle have mødt ham, ville jeg den tvivl være blevet så forlegen som en ganske ung skolepige.

Men minderne har man da lov at ha'..... 

De øvrige billeder viser en vuggestuebørn som sov er til middag i Wiens Zoo og den smukke Stephans Dohm i Wien.