Til fødselsdag i Kaj Munks præstegård
I min søgen efter gode oplevelser kom en af slagsen forleden søndag - næsten helt tilfældigt. Efter nogle dage foran computeren skulle der nye indtryk til. Vi snuppede bilen og inden vi, Peter senior og jeg, fik set os om, stod der Vedersø på byskiltet. Så skulle vi naturligvis igen se Kaj Munks præstegård og kirken, hvortil han var knyttet. Da vi ankom var Dannebrog hejst og vi blev budt velkommen samtidig med, at vi blev inviteret til kaffebord med hjemmebagte småkager. I præstegårdens stue var er smukt dækket op, for det var nemlig Lise Munks 110 års fødselsdag.En række vidende damer viste rundt og fortalte om det kendte præstepar og deres store børneflok. En af guiderne var sågar opkaldt efter Lise Munk. Guidens mor havde været så betaget af Kaj Munks kone, at hun bestemte, at fik hun en pige, skulle hun opkaldes efter hende.Præstegården ligger idyllisk med en pragtfuld have og en ligeså pragtfuld natur, hvor Kaj Munk yndede at gå på jagt, forøvrigt iført sin store studenterhue.Kaj Munk var meget aktiv også udenfor sin præstegerning. Han skrev sange og film, men hans liv fik en brat afslutning, idet han blev likvideret af tyskerne den 4. Januar 1944. Han havde opfordret danskerne til at tage stilling til besættelsesmagten og yde aktiv modstand mod besættelsesmagten. Det kostede ham livet.Tyskerne regnede med, at mordet på Kaj Munk ville afskrække danskerne og svække modstandsviljen. Men sådan gik det ikke - tværtimod. For krigens udvikling og mordet på Munk øgede modstandsviljen og antallet af sabotagehandlinger. Året rundt inviteres publikum på forskellige aktiviteter og i efteråret byder man sågar til en jagtmiddag.