Personligheder bag smukke juleborde
Julen er hjerternes fest – en højtid, som bæres af stærke traditioner og fælles værdier. Det er den tid på året, hvor vi rækker ud efter dem, vi holder af og hvor vi samles om det veldækkede bord. Vi gør os ekstra umage med maden, pynter nænsomt op og tænder lys i stager og dekorationer – og i hinandens øjne. Årets mest værdiladede højtid kalder på ro, refleksion, nærvær og samvær – ikke mindst i år, hvor den ægte menneskelige kontakt har fået helt ny mening.
Det er i lyset af længslen efter fællesskab og meningsfulde ritualer, at Royal Copenhagen i år for 57. gang inviterer en række kendte profiler til at folde deres personlige traditioner og juleeventyr ud i skikkelse af et veldækket bord. Under temaet ’Nærvær’ hylder de familien, traditionerne og juleglæden i en tid, hvor ”Stjernerne står anderledes for os alle sammen,” som en af dette års borddækkere, sangerinden Lis Sørensen udtrykker det.
Netop i år, hvor en global pandemi har spændt snubletråde ud og gjort det svært at mødes og favne dem vi holder allermest af, får julen og traditionerne en særlig tyngde og værdi. Vi skal finde nye trygge rammer om årets ultimative fest og sætte endnu mere fokus på alt det, der reelt betyder noget og nære følelsen af at være sammen om noget.
Royal Copenhagen har indbudt fem stærke personligheder, der alle har gjort sig nogle tanker om julens samlende og magiske kraft, om værdien af nærvær og betydningen af at gøre sig umage for at glæde andre. Årets borddækkere, der har vidt forskellige karrierer og juletraditioner, har det til fælles, at de ser julen som en helt central begivenhed. De skriver sig ind i en fortælling, der handler om lys og håb.
Dette års borddækkere, der har været på opdagelse i Royal Copenhagens omfattende portefølje af porcelæn, er:
• Lis Sørensen, sanger, sangskriver og ambassadør for Red Barnet
• Peter Mygind, skuespiller, entertainer, foredragsholder og ambassadør for Hjerteforeningen
• Adam Aamann, kok, kogebogsforfatter og restauratør Adam Aamann
• Ida Wohlert, journalist og TV-vært for TV2 Go’ Morgen Danmark
• Andrea Elisabeth Rudolph, TV- og radioprofil, iværksætter og indehaver af det bæredygtige skønhedsbrand Rudolph Care. Andrea er også ambassadør for Red Barnet.
Udstillingen åbner officielt fredag den 13. november og kan opleves på 2. sal på Amagertorv 6, 1160 København K frem til den 31. december 2020. Julebordene kan også opleves digitalt i samme periode på https://www.royalcopenhagen.com/dk/da/home