Foccacia med rosmarin og havsalt
Den italienske madkultur og brødkultur har altid bejlet til det nordiske køkken. Ikke mindst foccacia brødet, der findes i en mængde varianter, men har enkelthed og smagfulde krydderurter som fællesnævner.
Rosendahls Grand Cru serie har bogstavelig talt valgt en firkantet fortolkning af bageklassikeren, der bliver ekstra dekorativ, når brødet serveres i et aflangt porcelænsfad og går direkte fra ovn til bord; gerne mens foccaciaen stadig er lun og flagesaltet syder på toppen.
Det skal du bruge
Dejen:
1000 gr. italiensk pizzamel
300 gr. hvedemel
2½ spsk. havsalt
50 gr. gær
1 ltr. vand (Ca. 37 grader varmt)
Topping:
1 dl. god ekstra jomfruolivenolie
3 store rosmarinstilke
2 spsk. havsalt
Sådan gør du::
Smuldre gæren ud i lunken vand. Rør rundt indtil gæren er helt opløst.
Tilsæt alle de øvrige ingredienser og ælt dejen – gerne i 20 min. ved laveste hastighed på røremaskinen.
Jo længere man ælter, jo bedre og mere elastisk bliver brød.
Efter æltningen skal dejen hæve et lunt sted utildækket i ca. 30 min. Dejen skal blive i røreskålen.
Smør et fad med en smagsneutral olie og fordel forsigtigt foccacia dejen ud.
Lad dejen hvile i endnu 30 min. utildækket.
Fordel olivenolien ud over dejen og drys med havsalt og rosmarin. Lav dybe huller i dejen med fingrene.
Sæt en skål med ½-1 dl vand ind i bunden af den forvarmede ovn på 230 grader sammen med foccacia dejen. Foccacia brødet skal bages i ovnen i 30-35 min. eller indtil det er flot gyldent og sprødt.
Lad brødet køle lidt af, hvorefter det er klar til servering.
Brødet kan også sagtens fryses ned.