Nyt smukt service
EAU er navnet på en ny service-serie fra Zone Denmark. En enkel og stilsikker serie med mange kvaliteter. Takket være en diskret kant, der går igen på tværs af elementerne, kan serien stables stabilt. Det letter borddækning og afrydning markant, og samtidig optimeres pladsen i køkkenskabet. EAU er, bogstaveligt talt, et solidt bud på en moderne klassiker.
Essensen af godt selskab
EAU opfylder et ønske fra mange moderne forbrugere, der handler om mere ro og uforstyrret samvær i en travl hverdag. Her har måltidet fået en central rolle som et tilbagevendende pusterum, som vi nyder med venner, familie eller alene. Tiden er nu kommet til at kigge på selve iscenesættelsen af måltidet i vores hjem. Og her er EAU med sit tidløse og venlige udtryk ikke til at komme udenom. Alt overflødigt er skåret væk, og det bringer os tilbage til essensen; nærværet omkring maden.
Et bæredygtigt design drejer sig ikke alene om at vælge gode materialer. Det er lige så vigtigt at finde et tidløst udtryk, du holder af at se på år efter år. Det er lykkes for Neu Studio, der står bag udformningen af EAU-serien. De gennemgående runde, organiske former er klassisk smukke, og udført i porcelæn i nuancen Offwhite. Serien består af tallerkener og skåle i forskellige størrelser samt kop og karaffel. Tallerkenerne kan praktisk placeres ovenpå skålene og fungere som låg.
Nogle priseksempler:
En müsli-skål koster 79.95 kr., en tallerken -12 cm - 69,95, en kop 49.95 kr. og en stor salatskål 249 kr.