Ny ung snaps
'Akvavit' skal gøre snaps hipt blandt unge og støve alkoholens julefrokost-ry af.
Det er Nicolai Sivgaard og Jonas Wulff, der står bag det København-baserede destilleri SiWu Distillery. De har en ambition om, at det skal være moderne at drikke snaps - også blandt unge. Det er med den ambition, de har skabt ’Akvavit’. Snapsen har de lavet, så den er lækker for både tungen og øjet.
På SiWu Distillery bliver snapsen lavet i hånden af Nicolai Sivgaard og Jonas Wulff. De valser, mæsker, gærer og destillerer selv, og de påfylder selv flaskerne og sætter etiketter på. På etikkerne skriver de - i hånden - et nummer, da alle flasker 'Akvavit' er nummererede. Det er helt unikt.
Nicolai Sivgaard og Jonas Wulff arbejder også på en række cocktail-opskrifter, der inkluderer snaps, så akvavitten kan blive gentænkt som en spiritus à la rom, vodka, gin og lignende. Typer af spiritus, vi gerne blander i cocktails. Ideen er, at man ved at inkludere snaps som en ingrediens i drinks udbreder snapsedrikningen fra jule- 0g påskefrokoster til en helårsting. Det er målet med 'Akvavit'.
SiWu Distillerys alkohol er baseret på økologisk bygmalt fra Gyrup Gård i Thy. Den danske bygmalt bidrager med en særlig karakter til smagen, der er blød og behagelig i munden. 'Akvavit' er lavet på et bygmaltdestillat, der er destilleret tre gange i pot still. Efter første destilleringen ligger alkoholen på aktivt kul for at filtrere. Det gør smagen ekstraren. Efter et par dage destilleres den igen. Så tilsættes kommen, og alkoholen står et døgn og trækker, hvorefter den sidste destillering så finder sted. SiWu Distillry bruger kun midten af destillatet, det såkaldte "hjerte", fordi det er den absolut bedste alkohol.
- Vi har søgt indad i den danske alkoholtradition og vendt tilbage til særligt det gode håndværk. Vi ville skabe noget traditionelt, men på vores egen måde, siger Jonas Wulff, den ene af mændene bag SiWu Distillery.
'Akvavit' vandt i år konkurrencen Sol over Gudhjems Produktpris i kategorien Drikke.
Nicolai Sivgaard og Jonas Wulff er tidligere kokke på Søllerød Kro og Kiin Kiin. Foruden snapsen 'Akvavit' har de også lavet en gin, der sidste år vandt bronze i International Spirits Challenge.
SiWu Distillerys 'Akvavit' koster 229 kr.
Find nærmeste forhandler på www.siwu.dk