Faaborg Museum er et besøg værd

Af Lene Lund - 07/10/2019 15.03

Faaborg Museum er noget helt særligt. Bygget til de fynske maleres kunst – og et totalkunstværk i sig selv med maleri, skulptur, arkitektur og møbelkunst. Museet er en arkitektonisk perle – og Faaborgstolen, der er skabt til museet, er et hovedværk inden for møbelkunsten. Vi besluttede søndag at tage det fine museum nøjere i øjesyn og det var en stor oplevelse.

Faaborg Museum er en samling af malerier, skulpturer, arkitektur og møbelkunst hovedsageligt samlet ud fra kredsen af fynske kunstnere, der sammen med stifteren, konservesfabrikant Mads Rasmussen skabte museet i 1910 i Konservesgaarden i Fåborg. Samlingen omfatter primært værker udført i perioden 1885-1925, og museet erhverver fortsat løbende værker med relevans for den historiske samling.

Kredsen af Fynboerne bestod blandt andre af Peter Hansen, Fritz Syberg, Johannes Larsen og Poul S. Christiansen var alle elever på Zahrtmanns Skole sammen med andre kunstnere med tilknytning til den fynske, herunder billedhuggeren Kai Nielsen og malerne Jens Birkholm, Karl Schou, Harald Giersing, Anna Syberg, Christine Swane og Alhed Larsen.

Faaborg Museums stifter var Mads Rasmussen (1856-1916). Han havde i 1888 stiftet en andelskonservesfabrik i Fåborg. 1896 flyttede han ind i den lejlighed i Konservesgården i Faaborg, som senere skulle blive til Faaborg Museums første lokaler. I 1906 blev Mads Rasmussens konservesfabrik i Faaborg sluttet sammen med det gamle konservesfirma I.D. Beauvais, og han flyttede til København.

Planerne om at skabe et museum opstod ved en sammenkomst hos Mads Rasmussen og hans hustru Kristine den 22. februar 1910. Her var inderkredsen af fynboerne til stede. Johannes Larsen, Fritz Syberg, Peter Hansen og Jens Birkholm blev alle en del af den indkøbskomité, som kom til at fungere som styreorgan for museet i forhold til indkøb, ophængning og indretning. Det var dermed et kollektivt projekt, der blev finansieret af Mads Rasmussen.

Museet åbnede i Mads Rasmussens sommerlejlighed i Konservesgården i 1910, men da samlingen voksede, besluttede han i 1912 at skænke en museumsbygning på nabogrunden.

1915 blev museumsbygningen, tegnet af arkitekten Carl Petersen, indviet. Museet har et søjleindrammet indgangsparti og smukke rum med mosaikgulve. Bag den buede facade ligger en række farverige rum med Fynboernes kunst. Carl Petersen fik arkitekt Kaare Klint til at hjælpe sig med at tegne møbler til museet, og Faaborgstolen, der blev skabt til Faaborg Museum, er i dag et hovedværk i dansk møbelkunst.

Det var en fin søndagsbeskæftigelse at kigge på både bygning og på de fine kunstværker  og vi giver gerne tippet videre til andre med interesse for kunst.

 

PS. Nogle spørger mig af og til, hvor mit tøj kommer fra og på søndagens udflugt var jeg iført en jakke fra Neotine, købt hos Inger K, Elise Gug-kjole fra Club B og støvler fra Geox.

 

Indstil præferencer
Essentielle cookies
Session cookies,
Ydelses cookies
Google Analytics,
Funktionelle cookies
Målretnings cookies
Ved at benytte dette website accepterer du brug af cookies. Sæt preferencer eller luk beskeden