Margrethe-skål i sæt og fremstillet i stål
Siden Sigvard Bernadotte og Acton Bjørn i 1950'erne designede Margrethe-skålen for Rosti, er den karakteristiske røreskål blevet et vaskeægte køkkenikon.
I dag findes den i et væld af farver - og desuden i en udgave af stål. Som noget nyt lancerer Rosti nu ståludgaven i et sæt med tre skåle.
Margrethe-skålen blev hurtigt lige så populær som den lille prinsesse Margrethe af Danmark, der dengang netop var blevet tronfølger. Med en funktionel gummiring i bunden, som kunne stabilisere skålen, samt en praktisk tud blev Margrethe-skålen hurtigt et af de vigtigste basisredskaber i det moderne køkken - og er det fortsat.
Da det nye sæt af skåle er produceret i 8/18 stål, holder skålene formen ved tilførsel af varme fødevarer, ligesom de er nemme at affedte, hvis man eksempelvis har arbejdet med madolier eller æggehvider.
Margrethe-skålene i stål har et flot og eksklusivt look med satin-finish indvendig, men en blank finish udvendig. Samtidig er skålene, der matcher både det moderne og det klassiske køkken, praktiske og nemme at stable.
Der findes allerede et stålsæt med to skåle, men nu tilføjer Rosti en Margrethe-røreskål i stål, som rummer 2 liter. Dermed kommer det nye sæt med til at rumme størrelserne 1,5 liter, 2 liter og 3 liter.
Skålene tåler varme fødevarer, men dog ikke mikroovn, og kan både vaskes i opvaskemaskine og bruges i fryseren. Det nye sæt med Rostis designklassiker i stål er af vanlig høj kvalitet og har derfor naturligvis fem års garanti.