- Jeg er træt af, at jeg ikke kan synge. Er der ikke nogen ligesindede, der har lyst til at lære at synge - altså bare sådan til husbehov. Det spurgte Hanne Lodberg, som altid har fået at vide, at hun ikke kan synge.

Det var der mange, der havde og cirka en gang om måneden mødes en flok krager, som stort set alle har en historie om, at de som som barn har fået at vide, at de ikke kan synge.

Det har sat sine spor og mange at kragerne har afholdt sig fra at synge i offentlige sammenhænge.

Jeg er en af dem.

En, der i den grad kan synge, er operasanger Kirstine Bonde, som beredvilligt har påtaget sig den umulige opgave,  der ifølge hende slet ikke er så umuligt endda.

- Næsten alle kan lære synge, påstår hun. Det må hun nu bevise.

Efter tre gange er Kragernes skrigen og skræppen på ingen måde kendetegnende for lyden og Kirstine Bonde både roser og ser glad ud, medes hun ledsager på klaveret  til “I Danmark er jeg født”, som iøvrigt altid giver mig våde øjne.

Også Amazing Grace”  er på repertoiret, ligesom “Stille hjerte, sol når ned”, der også hører til undertegnedes favoritter.

Forud for de musikalske udfoldelser har vi lært både at lave underbid, tage luft ind via et sugerør og “lege” både lampeskærm og elevator og lavet MickeyMouse-ører, så vi kan høre vores egen stemme.  Det sidste må nærmest betegnes som at få sin egen personlige indre mikrofon på.

Det skal lige understreges, at her er vi nået til det punkt, hvor fotografering er forbudt, ligesom gardinerne diskret trækkes for. For den slags billeder har potentiale som afpresning…..

- Jeg er ret god til at huske sangtekster, og jeg synger med på sangene i mit hovede. Men når jeg er steder, hvor der synges, nøjes jeg som regel med at mine. Bortset fra når jeg har min bedre halvdel ved min side. Han synger rigtig godt og med ham som wingman tør jeg godt spagt bruge min stemme. 

- Jeg har en indre drøm om, at min sangundervisning bærer mere frugt end de syv år, jeg gik til danseundervisning. For efter de mange år på dansegulvet er det stadig min ungdoms kinddans, jeg der bedst til. Så kan man også nemmere klamre sig til sin dansepartner.

Så forventningens glæde er stor - måske også i dette tillfælde den største.

- Men jeg har et håb om, at jeg bare får en større frihed til at synge med. Og jeg synes, jeg allerede har fået nogle redskaber, der hjælper mig på vej.  Alene det at holde  hovedet rigtigt, så man ikke bliver “krageskinger” er et skridt på vejen.

Ligesom en rank holdning er vigtigt, når skrig og skræppen skal blive til smukt lærkesang,

Men om vi nogen sinde, som vi har truet med, bliver backinggroup på de skrå brædder for Kirstine Bonde står fortsat hen i det uvisse. 

Og for Kirstines skyld, håber jeg det ikke….