Forår på Bryndumlund
Det er let at føle sig priviligeret i disse Corona-tider.
Når man bor på en ejendom på godt en tønde land, er der nok at se til. Og heldigvis for det. Ikke mindst i disse tider, hvor vi har isoleret os, er det herligt, at man kan fordrive kedsomheden med værdifuldt arbejde.
Vejret med en smuk skyfri himmel inviterede til både en lang tur ud over markerne og begyndende forårsarbejde. I dag har vi slæbt de mange havebænke og andre havemøbler på plads og har taget et kig på haven, der inden længe vil iklæde sig den smukkeste dragt. Hortensiaerne har fået små blade, rhododendron små knopper, terrassen er fejet og påskeliljerne står strunk og knejser.
Inden pandemien tog over, var det meningen, at familiens yngste barnebarn skulle holde dåbsfest her, men det blev aflyst. Derfor står alt ude og inde - næsten - snorlige, så vi har været i god tid.
Så indtil hækkene grønnes, og det er tid at plante i krukker, slå græs og hakke ukrudt, nydes solens første livgivende stråler i fulde drag.