Delikat nyt stel
En smuk hvid sandstrand, bølger, der bruser, og en natur, der viser sig fra sin smukkeste side, er netop den følelse, som den tyske designer Frederike Martens har arbejdet ud fra i skabelsen af Blomus’ nye stel, Sablo.
Sand, vand og ler går nemlig op i en højere enhed, når man betragter Sablo, der forener en finkornet, sandet overflade med en grålig glassur, der både klæder stentøjet og bidrager til madensæstetik.
Én ting er at betragte Sablos rolige, afrundede formsprog, koppernes behagelige hanke, og sukkerskålens grove låg. Noget andet er at betragte den blanke glasur, der kommer til sin fulde ret, på de spinkle tallerkner og endelig de mange skåle, der kan anvendes til ethvert måltid og enhver servering. Frederike Martens har med sin fine fornemmelse for formsprog og viden om mad formgivet et stel, der hylder hverdagen og dets kulinariske oplevelser.
Ydermere har hun ønsket at formgive et stel, der fremstår unikt og individuelt, hvilket er årsagen til, at stellet er fremstillet i stentøj. Stentøj brændes under meget høje temperaturer, hvilket giver nuance- og strukturforskelle, der særligt står frem, når bordet dækkes og opleves samlet.
Med øje for det komplette har blomus ønsket at præsentere et stel bestående af 18 dele, der favner alt fra dagens allerførste varme kop til nattens sene suppe.
Priser fra kr. 53.-