Kastede mig i sensommeren over nogle gode bøger. “Underkastelsen” af franskmanden Michel Houellebecq, der i sin roman fortæller om, hvordan  Frankrigs forskellige partier for at undgå, at det højreekstremistiske parti Front National kommer til magten, går i koalition med Det Muslimske Broderskab, og den karismatiske Mohammed Ben Abbes  indsættes som landet nye præsident. Han indfører sharia-light, og efterhånden begynder det franske samfund at ændre sig: Kvinderne trækker sig fra arbejdsmarkedet, arbejdsløsheden falder markant, og de universitetsansatte konverterer til islam.

Det er et bud på, hvad der kommer efter Veestens moralske og menneskelige sammenbrud. En gribende og tankevækkende fortælling. Og uhyggelig!

Derefter kastede jeg mig over Puk Damsgårds “Ser du månen, Daniel”. En beretning om en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid. Hovedpersonen er den unge danske freelancefotograf Daniel Rye, der sad 398 dage som gidsel hos Islamisk stat. Bogen giver et indgik i venskaber, tortur og håb. En gribende fortælling af, hvad den unge dansker var ude for i de mange måneder i sit fangenskab. Jeg tror, jeg er nødt til at se filmen.

Efter disse to bøger måtte der noget opløftende læsning til, så jeg kastede mig over danskeren René Højris bog “Churchill - Århundredets person”. Jeg er en stor fan af Churchill, og læste for anden gang med fornøjelse bogen om manden, der viede sit liv til at vinde krigen mod Hitler Nazi-Tyskland. Og om hvem man sagde at uden ham ville europæisk civilisation være forsvundet.

 Churchill var manden med den megen humor og de mange citater som for eksempel: “Champagne er den eneste sundhedskur, jeg kan anbefale”, “Jeg vil gerne lære, men ikke belæres”, “Kommunismen er en forbrydelse, og socialismen er en åndelig sygdom. Heldigvis er de ikke uhelbredelige”, “Jeg ville intet have udført, hvis jeg ikke havde lavet fejl”, “Den største lærdom i livet er at vide, at selv fjolser kan have ret en gang imellem”, “Jeg er kun bange for folk, som ikke kan tænke”.