Nyt til pigerne fra JBS

Af Lene Lund - 09/10/2019 12.50

Danske JBS har for første gang skabt en kollektion til kvinder. Det sker i forbindelse med undertøjsmastodontens 80-års jubilæum.

JBS of Denmark er designet til afslapning. Det er skabt til mænd og kvinder, der vil have loungewear og undertøj, hvor det centrale er, at det er rart og behageligt at have på. Designet er minimalistisk og stramt. Det larmer ikke, og det forstyrrer ikke. Det er basistøj i et moderne, skandinaviske snit. Kollektionens fokus er på komforten. 

Teamet bag JBS of Denmark har undersøgt, hvordan udlandet ser på Danmark, og svaret har inspireret designet. Når man tænker på Danmark i udlandet, er ordet ‘hygge’ et af de emner, der kommer op igen og igen. Det kommer helt konkret til udtryk i kollektionen.

- Den britiske avis The Telegraph definerede hygge som ‘fraværet af alt, der kan forstyrre.’ Derfor har vi undgået alt, der kan genere. For eksempel har vi svejset labelen fast på underbuksernes kant, så der ikke er en syning, der irriterer huden. Når dit tøj er behageligt at have på, slapper du bedre af,  siger Nicolai Hartung,  salgs- og marketingschef hos JBS.

Det med at slappe af er en grundsten for JBS of Denmark. Ifølge Stressforeningen oplever 430.000 danskere symptomer på alvorlig stress, og verdenssundhedsorganisationen WHO forudser, at stress vil blive en af de største sygdomsfaktorer allerede næste år. 

- Vi tør godt have en holdning til, at det skal være mere end ok at tage et pusterum fra den hektiske hverdag. Træk stikket ud, bare hav det godt, og giv dig selv lov til at slappe af. Det er de tanker, kollektionen understøtter,  siger Nicolai Hartung.

Der er printet et manifest i JBS of Denmarks tøj. Det indeholder blandt andet en opfordring til at sige mere nej, til at slappe af, sænke pulsen og nyde livet.

- Manifestet er printet på indersiden af tøjet. Det er for din egen skyld, at du skal slappe af. Det er en reminder til dig selv om, at du skal have det godt, ikke et statement til alle andre,” siger Nicolai Hartung. 

JBS of Denmark er loungewear og undertøj, og den nye kollektion til kvinder består blandt andet af trusser, toppe, t-shirts, sweatpants og -shirts. Kollektionen er skabt i enten økologisk bomuld, økologisk uld eller et bambusmateriale, JBS selv har udviklet. De tre udsøgte kvaliteter gør tøjet behageligt og bæredygtigt.

Indstil præferencer
Essentielle cookies
Session cookies,
Ydelses cookies
Google Analytics,
Funktionelle cookies
Målretnings cookies
Ved at benytte dette website accepterer du brug af cookies. Sæt preferencer eller luk beskeden